top of page

Livet efter barsel: Mine bedste tips til at tackle den nye hverdag



Hverdagen banker på. Puha, jeg er slet ikke klar til at starte på job igen. En dag jeg som mange andre mødre frygter. Hvordan skal jeg kunne være der for min baby og samtidig afsted på arbejde?!


Det er møg overvældende i starten, men jeg lover, at det nok skal blive nemmere.

Her kommer mine bedste fifs og erfaringer til at starte en hverdag efter barsel.


Planlægning forud en uge


Der kommer til at være mange aftaler og tidspunkter at holde styr på i et familieliv, hvorfor det kan være en kæmpe hjælp af planlægge og tale den kommende uge igennem med din partner.


Hvem skal arbejde hvornår?

Hvem henter og bringer?

Hvad gør vi med mad?


Der er mange stressende spørgsmål som kan presse sig på. Hjemme hos os har vi lavet denne her super smarte familie tavle. Vi holder hver søndag et kort tavlemøde og gør klar til den nye uge. På den måde er det nemt og visuelt at holde overblikket over alt det praktiskei løbet af ugen.


Snak med arbejdsgiver og partner

Det kan være svært at starte på arbejde igen. Tal med din arbejdsgiver og partner om bekymringer du har for at komme tilbage.


Har du brug for særlig fleksibilitet med arbejdstider i begyndelsen? Måske din arbejdsgiver kan være behjælpelig.


Har du brug for særlig omsorg af din partner, når du kommer hjem? Er der nogle rammer, rutiner eller noget din partner kan sige/gøre for at det bliver nemmere? God kommunikation og gensidig forsøg på forståelse er en kæmpe hjælp for at få familielivet og den nye hverdag til at fungere.


Ræk ud til andre mødre

Ingen er alene. Der er helt sikkert andre mødre, der har eller har haft det lige som dig ved at skulle på arbejde!

Det kan være svært, men det er så pokkers vigtigt at række ud. Jeg skrev til min mødregruppe følgende besked:


Hej de damer,

Jeg er i en lille krise og kunne virkelig godt bruge lidt mom love og lidt fælles banderi. 😭🥺

H er startet indkøring i vuggestue og hvor føles det bare unaturligt at skulle aflevere sit kæreste. Pædagogerne er søde, børnene virker glade, men alligevel skriger mit morhjerte. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig en hverdag at skulle væk fra ham. Jo jeg kan lære at leve i en hverdag, men hvor føles det bare møg unaturligt og åndsvagt. "Det er forventeligt at han kan være ked af det den første måned." 🥺 Amen altså... Mit morhjerte græder.. virkelig... At skulle på arbejde føles SÅ meningsløst


Nogle råd, tanker eller erfaringer? Modtages gerne. 🥺❤


De gav de sødeste virtuelle krammere og det varmede virkelig. De lod mig brokke mig, være fortvivlet, gav mod, opmuntring og omsorg. Jeg ved at alle ikke er heldige at have en god mødregruppe, men måske din mor, veninde eller en kollega der har prøvet det samme kan lytte øre og give en krammer?


Pas på dig selv

Noget af det sværeste ved at være mor synes jeg er samtidig at passe på mig selv. Jeg kommer oftest bagerst i køen i mine prioriteter. Selvom det siges, at man skal tage sin egen iltmaske på før man hjælper andre. Vi med det alle, men det er så pokkers svært.


Prøv alligevel at gøre gode ting for dig selv. Lav nogle ting, som vil gøre dig glad og tanke din energi op. Måske det er at se en god serie om aftenen, måske en løbetur, måske at bruge tid på at smøre en god creme ind inden sengetid. Jeg har valgt at stå op en halv time før min familie hver morgen, så jeg starter dagen med tid til mig selv. Tre dage om ugen laver jeg det her nemme hjemme træningsprogram og de andre dage mediterer jeg i haven eller nusser rundt. Det kan jeg klart anbefale. Det gør noget virkelig godt for mit humør!




Prioriter din baby alt det du kan

Det kan lyde banalt, men prioriterer din baby/barn, når du er hjemme fra arbejde igen. Der er kæmpe forskel på at være til stede og på at være nærværende. Læg telefonen væk, få hjælp til husholdningen udefra hvis det er muligt for jeres økonomi og prioriter gode lege, der skaber minder. Hvis du mangler inspiration, så kan du her se 5 sjove familiedates.


Tålmodighed

Selvom det er svært, så vil tiden blive din ven. Vær sød ved dig selv og vær tålmodig. Der vil komme svære dage, der vil komme gode dage. Det kan være meget emotionelt med tusindvis af følelser, når du starter på arbejde igen.


Jeg har grædt meget inden jeg startede. Mange græder også når de er afsted. Jeg har savnet. Jeg har haft svært ved at sige farvel. Jeg har følt det var meningsløst at forlade min familie og tage på arbejde. Jeg har også elsker at lave noget for mig selv igen. Elsket at bruge mit hoved igen.


Giv dig selv tid og et kærligt kram. Hav tålmodighed. Det er en proces og en ny omstilling - det er okay, du synes det er svært.



Den lyse side

Jeg har haft frygtet at starte på arbejde. Jeg er læge og arbejdstiderne er helt forfærdeligt svært at kombineremed et familieliv. Tårerne har været mange, særligt for mig selv om aftenen. Men jeg tog en beslutning, da jeg havde min første dag på job.


Jeg VÆLGER at få det bedste ud af det. Jeg VÆLGER at se det på den lyse side.


For min families skyld.


Jeg har aktivt valgt at tage afsted om morgenen med et smil og give en masse kys til baby h og manden. Jeg har også valgt at prioritere at koble af i toget på vej hjem for at sikre energi og overskud til at være med min familie, når jeg faktisk ER hjemme. Arbejdet skal ikke have lov at fylde mere end højst nødvendigt er blevet min filosofi.


Jeg håber, at mine fifs og erfaringer kan være en lille hjælp til at starte din nye hverdag. ❤️



Hvordan var det for dig at starte på arbejde efter barsel?

Jeg vil vildt gerne høre dine erfaringer, hvis du har lyst til at dele. 🥰








Comentarios


Om Kirstine

Udklip_edited_edited.jpg

Kirstine er overbevist om, at selvom kærligheden kan være druknet i praktik, så er det IKKE det samme som den er væk. At finde det rette FÆLLES SYSTEM til dit hjem er løsningen på at få det praktiske til at fylde MINDRE, så der kan blive plads til at kærligheden kan blomstre.


♡ Mor til lille H
♡ Godt gift med manden
♡ Uddannet læge

Gå ikke glip af

bottom of page