Vuggestue opstart: mit morhjerte græder

Baby H skal starte i vuggestue. En dag jeg virkelig har frygtet.

Han er blevet 10 mdr og hverdagen med arbejde banker på. En hverdag jeg ærligt ikke glæder mig at komme tilbage til. Jeg har virkelig elsket at gå på barsel. Jeg kan mærke at rollen som mor er dér, jeg hører hjemme. Det er hårdt og sårbart, men jeg kan mærke, at rollen gør mig hel. Det føles så ubeskriveligt naturligt at være mor. Det elsker jeg virkelig.

Derfor græder mit morhjerte også, nu hvor baby H skal i vuggestue. Det føles ufatteligt unaturligt at aflevere sit absolut mest dyrebare til andre voksne (som jeg ikke engang kender) for at jeg kan gå på arbejde. Et arbejde og hverdag som jeg på ingen måde tror bliver lige så meningsfyldt som det har været at gå hjemme.

Økonomien skal selvfølgelig hænge sammen. Samfundet skal hænge sammen. Det forstår jeg. Men jeg forstår ikke at små børn skal skilles fra deres forældre.

Han er begyndt at søge andre børn. At være nysgerrig på hvad de laver, når vi er på tur. Det er virkelig sødt at se. Han ser op til dem og forstår tydeligt at børn er af en helt anden støbning end voksne. De er sjovere.

Derfor havde jeg håbet, at indkøringen ville gå nemt. At han ville elske at være med andre børn. Det kommer der nok også en tid for, men lige nu her i den første indkøringsuge, så virker det hele så meningsløst.

Jeg græder. Indvendigt, når jeg forsøger at rumme hans følelser, trøster og krammer. Udvendigt, når jeg er alene.

Mit hoved fyldes med spørgsmål. Svarene er langt sværere.

Er det det rigtige valg?

Er det for tidligt?

Hvorfor gør jeg det for samfundets skyld?

Bør jeg forlænge barslen?

Pædagogerne virker søde. De andre børn virker glade og til at have en fest.

Jeg har hørt fra min medmødre erfaringer fra vores mødregruppe fra deres førstefødte eller deres indkøringer, at det ofte bliver bedre. Mødrene er alle søde og opbakkende. Gudskelov for søde medmødre, der griber en, når man er i frit fald.

De siger, at den første måned er svær, men børnene vil senere elske det. Gør børnene det ikke efter nogle måneder, så kan det tyde på at vuggestue på det tidspunkt ikke er løsningen.

Men AV MIT HJERTE. Du læste rigtigt. Måned til månedER. Puha en mavepuster. Hvor meget kan et morhjerte egentlig bære?

I dag holdt jeg baby H i mine arme. Han græd af savn. Vi havde været ude for døren i 15 minutter. Han kunne trøstes og puttede sig ind til mig. Åh lille ven. Mor elsker dig. Mor er også ked af det. Jeg forstår du synes det er svært.

Jeg vidste at morlivet ville blive svært med søvnmangel og tilsidesættelse af egne behov, men at se ham blive så ked af det på den måde. Den smerte forstår kun en forælder, der selv har prøvet at aflevere sit dyrebareste.

Av mit hjerte 💔